Bag disken – Solrød Herrefrisør

Mød Rami, som er indehaver af Solrød Herrefrisør i Solrød Center

"Kunderne skal være tilfredse og glade, når de går herfra. Det er det vigtigste for mig."

9. maj 2024

Rami har været butiksejer i Solrød Center i intet mindre end 13 år. Mød manden bag den populære salon Solrød Herrefrisør, som her fortæller om, hvad der giver ham lyst til at gå på arbejde.

Hvornår startede du Solrød Herrefrisør?
“Jeg har ejet Solrød Herrefrisør siden 1. marts 2011. Da jeg startede som frisør, arbejdede jeg i en salon i Ringsted, men på et tidspunkt mærkede en lyst til at åbne mit eget sted. Jeg søgte efter butikker i området, og fandt butikken her, hvor der tidligere havde været en damefrisør. Så har jeg drevet salonen her i 13 år siden da.”

Hvilken oplevelse vil du gerne give kunderne?
“Kunderne skal være tilfredse og glade, når de går herfra. Det er det vigtigste for mig. Så vi går meget op i at give god service og gøre noget ekstra for kunderne, som at sætte håret flot, byde kunderne en kop kaffe, lige klippe øjenbryn gratis. For når kunderne er glade, så fortæller de om oplevelsen til andre, og så kommer der flere kunder. I dag har jeg tre ansatte.”

Hvad kan du bedst lide ved dit arbejde?
“At snakke med kunderne. Jeg kender alle mine kunder, og har rigtig mange faste kunder, som er kommet her, siden jeg startede for 13 år siden. Så der er rigtig mange i Solrød, som kender mig – når man siger frisør-Rami, så ved folk godt, hvem jeg er. Det er rigtig hyggeligt.”

Del med dine venner

Læs også

Det sker lkalt